Torben Ebbesen, f. 1945, har længe været en af Danmarks betydeligste billedkunstnere. Igennem 25 år har han udført værker til offentlige steder både herhjemme og i udlandet. Betragtet under ét viser disse udsmykninger en imponerende spændvidde. Torben Ebbesen beriger nutidens fællesrum på alle skalatrin: fra bygninger og pladser til parkanlæg og egentlige landskaber.
Bogens tekst er af Henrik Reeh, lektor i kulturvidenskab ved Københavns Universitet, og indeholder en samling af Torben Ebbesens projektbeskrivelser fra 1980 til i dag.