Skrevet af NAN SHEPHERD
I Det levende bjerg beskriver Nan Shepherd sine ture i
Cairngorm-bjergene i Skotland. Her møder hun en verden, der på en gang
er betagende smuk og chokerende brutal. Hendes intense, poetiske prosa
registrerer og udforsker klipper, floder, skabninger og skjulte aspekter
af dette bemærkelsesværdige landskab. Shepherd tilbragte et helt liv på
jagt efter Cairngorms 'egentlige natur'; hendes søgen førte hende til
at skrive denne klassiske meditation om bjergenes storslåethed og om
vores forestillingsverdens forhold til den vilde verden omkring os.
Ligesom Cibulka og Maeterlinck foregriber Shepherd med sin blanding af
essayisme, personlig beretning og fokus på naturen populære værker som
Åleevangeliet, Havbogen og H for Høg.
Den skotske
forfatterinde Anna (Nan) Shepherd blev født i Aberdeen i 1893, hvor hun
døde i 1981. Hendes omdømme som forfatter skyldes især de tre romaner
The Quarry Wood (1928), The Weatherhouse (1930) og A Pass in the
Grampians (1933). Hun var levende optaget af natur og brugte en stor del
af sit liv på at vandre i de skotske bjerge, især området vest for
Aberdeen og Cairngorm-bjergene. I dag huskes hun først og fremmest for
Det levende bjerg, der blev skrevet under 2. Verdenskrig og først
udgivet i 1977.