Af Elof Westergaard & Mette Fauerskov
Kirkegårdene ligger overalt i landskabet, omkring de mange landsbykirker og inde i byerne, omkranset af høje mure. Vi møder dem, når vi personligt rammes af tab, eller når vi tilfældigvis kommer forbi på en gåtur, men de færreste af os tænker over, hvad kirkegården er for et sted.
Først og fremmest er kirkegården naturligvis det sted, hvor vi begraver de døde, men i den sammenhæng er der mange hensyn at tage. De rent praktiske, såsom plads og hygiejne. De religiøse og ideologiske forestillinger, som ligger bag vores opfattelse af, hvordan de døde skal behandles. Æstetikken, dvs. hvad vi anser for smukt, smagfuldt og passende for et gravsted og dets omgivelser.
Kirkegården er også en del af det offentlige rum. I byerne hører de til de grønne åndehuller, et potentiale, som i mindre grad udnyttes på landet. De er et stykke historie, både om samfundet og om det enkelte menneske. En vandring på kirkegården er en fortælling i sig selv. Navne og datoer, gravmindernes udformning eller fravær, indretningen af det personlige gravsted eller brugen af fællesgrave – alt dette fortæller os om både de døde og de efterladte.
Nogle kirkegårde er anlagt af en landskabsarkitekt eller -ingeniør, andre har udviklet sig mere tilfældigt. Ofte vil de være udformet efter en blanding af planlægning, skiftende sædvaner og hensyn til graverens arbejdsbyrde. I alle tilfælde er de et stykke landskabsarkitektur, som fortjener vores opmærksomhed og interesse.
Som resten af samfundet er kirkegården under forandring. Den teknologiske udvikling, hensyn til miljø og klima og et mere individualistisk syn på døden stiller nye forventninger til kirkegården, hvad den er, har været og kan blive.
